Friluftsliv – fra drøm til virkelighed – anmeldelse

Da den første udgave af bogen Friluftsliv, med undertitlen ”under åben himmel året rundt” udkom i 2002 blev den hurtigt en klassiker som mange frilufts interesserede læste eller i hvert fald havde fingrene i. Der løber en del vand gennem åen på 13 år, og Jens Bursells opdaterede Friluftsliv – fra drøm til virkelighed løfter på fornemste vis arven i en revideret, udvidet og re-layoutet udgave af den oprindelige bog. Jens har allieret sig med en række specialister på hvert sit felt som på fornem vis fører læseren igennem deres specifikke univers, det giver stor troværdighed i formidlingen.

På sine 376 sider kommer Jens sammen med sine medforfattere grundigt rundt om emnet friluftsliv på en struktureret måde som er fint krydret med personlige anekdoter sådan at bogen hele vejen igennem føles levende og vedkommende.

Friluftsliv er delt op i fire hoveddele som både giver et fint overblik og skaber en rød tråd gennem læsningen – hvis man altså vælger at læse den fra ende til anden. For bogen er med sit store stikordsregister også særdeles anvendeligt som opslagsværk hvis et emne lige trænger til opfriskning inden en forestående tur.

Det store coffee table format gør Friluftsliv oplagt som hyggelæsning eller eventuelt som nærkampsvåben.
Det store coffee table format gør Friluftsliv oplagt som hyggelæsning eller eventuelt som nærkampsvåben.

Planlægning og udstyr

Bogens første del omhandler hele planlægnings- og udstyrs aspektet som langt hen af vejen er fundamentet for en vellykket tur uanset deltagernes erfaringsniveau. Vi kommer ind på emner som valg af beklædning og udstyr (11 sider om vandrestøvler alene), proviant og brændstof økonomi (et af de oftest stillede spørgsmål i forbindelse med køb af brændere i Outdoor Rødovre er hvor meget sprit/gas/benzin man skal beregne til en given tur). Der gøres overvejelser om rutevalg og den forudgående træning som er nødvendig for en succesfuld gennemførsel af ture i det fri får også et par velvalgte ord med på vejen. Desuden gennemgås pakketeknik og læseren får et par gennemarbejdede pakkelister til henholdsvis sommer- og vinterfjeld med i købet.

Praktisk gennemførsel af ture

Anden del af Friluftsliv er mere fokuseret på den praktiske gennemførsel af ture og vi får en særdeles grundig indførsel i emner som orientering med kort og kompas samt GPS, vandreteknik samt fjeldsikkerhed og førstehjælp. Er man vant til at vandre så kan afsnittene om mountainbike og turcykling, kano og kajak, turski og snesko eller klatring og alpinisme måske tænde en glød som senere kan udvikle sig til flammer under en ny spændende interesse.

Lejrliv, fouragering og konfliktløsning

I tredje del af bogen er vi afsted på tur og kigger på lejrlivet som det former sig både sommer og vinter. Her beskrives overvejelser omkring valg af lejrplads, teknikker til båltænding samt madlavning over bål og med dagens supereffektive brændere. Desuden rummer denne del tips til lejraktiviteter og hvordan man kan bruge naturen til at sætte lidt kolorit på den medbragte mad ved hjælp af svampe, bær og planter – eller hvis man er lidt mere specialiseret fisk og vildt. Konflikter mellem deltagere på tur er nærmest uundgåeligt og sidst i denne del kommer forfatteren med en række tips til hvordan konflikter kan undgås og løses sådan at alle får en god oplevelse med hjem i rygsækken.

Giv faklen videre – teori

Sidste del omhandler det ”at give faklen videre” – at videregive den glæde man selv oplever ved friluftslivet og kommer med praktiske ideer til hvordan kommende friluftsfolk kan oplæres. Der kigges på forskellene i forventningsniveau og tilgang til emnet afhængig om man er afsted med familien, som frivillig leder for andres børn eller som professionel friluftsvejleder eller guide. Kapitlet er i sin form ganske teoretisk, men krydret med praktiske eksempler som gør det let fordøjeligt.

Konklusion

Friluftsliv er de facto biblen om emnet på dansk. De fleste aspekter behandles indgående og med brug af praktiske eksempler og personlige erfaringer som giver en høj grad af autencitet og troværdighed. De mange flotte farvefotos understøtter fint teksten, men kan også bruges selvstændigt med en kop the eller kaffe hvis man blot skal inspireres lidt en kedelig efterårsdag.

Uanset om man er begynder som skal afsted på de første ture eller erfaren rotte med mange ture under bæltet  er der noget at komme efter i Friluftsliv.

Visse kapitler skæmmes lidt af tastefejl som ikke er fanget af korrekturen, men det er en mindre detalje i et gennemført værk om livet i naturen uanset årstid og vejrlig. Friluftsliv – fra drøm til virkelighed får en klar anbefaling herfra, men husk at eventyret starter i din baghave og det er kun derude i naturen at teorien omsættes til praksis.

Fakta:

Titel: Friluftsliv – fra drøm til virkelighed
Forfatter: Jens Bursell samt Mikkel Jungersen, Thomas Johansen, Flemming Østergård, Asmus Nørreslet, Niels Overgaard Blok
Format: 210 X 275 mm indbunden
Vægt: 1616 gram, absolut ikke UL materiale
Antal sider: 376
Pris: 350 kr
Forlag: Outdoor Consult
ISBN 978-87-998423-0-8

Læs mere:

Hvis du vil lidt længere ud, eller rettere lidt højere op så kan jeg anbefale Bo Belvederes bog Mont Blanc – Vejen til toppen af Europa som jeg har anmeldt her.

Er du erfaren om går din interesse mod mere ekspeditionslignende ture så er norske Børge Ouslands Ekspedisjons-handboka værd at finde frem. Børge er polfarer og har en række vilde ekspeditioner på sit cv.  blandt andet soloture over nord- og sydpolen. Find bogen med ISBN 978-05-43013-6.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *