Bornholm rundt – Pias historie

Bornholm rundt er, efter min mening, en af de absolut smukkeste, og mest afvekslende vandreture i Danmark. Du møder skov, strand, frodige enge, og klipper, samt naturligvis en perlerække af små kystbyer med hver sit særkende. 

Min ven Pia gik turen solo i sommeren 2019. Hendes daglige turopdateringer på facebook underholdt mig en en grad, så jeg efterfølgende har brugt en del energi på at få lov til at udgive dem her.

Forord

Jeg arbejder til hverdag i friluftsbutikken Fjeld og Fritid, hvorfor links til produkter i mange tilfælde går til min arbejdsgiver, eller andre danske butikker.

Jeg har tilsluttet mig The Outdoor Blogger Codex. Det betyder fuld transparens i forhold til eventuelle sponsorater, samarbejder med leverandører og deslige. Se på linket hvad The Outdoor Blogger Codex betyder for dig som læser.

Herfra giver jeg ordet til Pia, rigtig god fornøjelse!

Bornholm rundt – Pias historie

Hej, jeg hedder Pia og arbejder til dagligt i administrationen på et større industrivaskeri. Jeg har ingen fine uddannelser i friluftslivet, men elsker at være ude og gøre tingene på min måde (og min mand, Ricos). Vi laver næsten alt sammen når vi dyrker outdoor livet.

Bornholm Rundt sommer 2019 - Pias historie

Men i sommeren 2019 skulle der andre boller på suppen. Jeg ville gerne gå en solotur – bare mig og min rygsæk. Jeg ville tage alle beslutninger selv, holde pause, når JEG havde lyst; spise, når JEG var sulten og sove, når JEG var træt!

Jeg valgte Bornholm, fordi jeg simpelthen bare elsker den ø. Og så var det trygt og godt, for med højre fod i vandkanten (jeg gik mod uret rundt) kunne det vel ikke gå helt galt.

Jeg skrev alle mine indtryk og oplevelser ned – både de små og store – og jeg vil gerne dele dem med jer. Hver aften, efter den enkelte dags etape, skrev jeg mine oplevelser ned og derfor er teksten skrevet dels i nutid, dels i datid. Forestil jer, at jeg ligger i mit telt, lige inden jeg skal sove. Rigtig god fornøjelse.

Bornholm rundt dag 0: Køge-Rønne

Sidder her i Køge havn – på vej på denne sommers soloeventyr.
I tasken har jeg mit tøj, mit hjem og alt, hvad jeg skal spise de næste 5 dage. 14,8 kg i min 48 liters Osprey Exos rygsæk, men forhåbentlig bliver den lettere efterhånden som jeg får tømt både madkassen og powerbanken.

Jeg har ikke noget der skal tænkes igennem, familien kunne bare ikke passe en sommerferie ind grundet job og sport. Så jeg greb chancen for at tage på total Pia Ego Tripper tur. Og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var Bornholm, jeg måtte til. Jeg skal sove i telt på små primitive pladser uden nogen form for service.

Den lille rygsæk
Min Osprey Exos 48 er mit hjem og madkasse, de næste 5 dage Bornholm rundt.

Spørgsmålet er så bare, om jeg kan klare mig helt alene i den store vilde Østersø uden min helt egen B.S. ved min side? Men jeg glæder mig.

Bornholm rundt dag 1: Rønne-Dueodde

Når jeg siger, at jeg tager til Bornholm og sætter højre fod i vandkanten og går rundt om øen. Ja, så mener jeg altså højre fod i vandkanten – i hvert fald 4 gange. 

Det, som jeg selv troede var det “kedelige”stykke af Bornholm rundt har vist sig at være alt andet end kedelig. Jeg har egentlig tænkt hjemmefra, “Det kan da ikke være så svært, jeg skal jo bare kunne se vand på min højre side hele tiden.”

Men ham den lille mand på de orange skilte har leget gemmeleg for mig adskillige gange i dag, så jeg har gået lidt unødige km. Men pyt, de er bare blevet til mine km.

Den orange mand guider dig Bornholm rundt ad kyststien

Nogle af stederne skulle jeg nok have tænkt, at jeg var lidt forkert på den – især når bevoksningen blev for tæt, for stierne er virkelig fine ellers. Det har så givet lidt forrevne knæ efter kamp med brombær. I øvrigt en kamp, der er svær at vinde.

Det var også de forbandede brombær, der holdt fast i min ene fod, da jeg – på afveje – lige skulle omkring 1 meter ned fra en skrænt, så jeg kunne komme ud at gå på stranden.

Samtidig havde jeg lige glemt, hvad 14 kilo på ryggen kan gøre for balancen, så i stedet for at tage skrænten i 2 trin, væltede jeg og min rygsæk alt andet end elegant ned på stranden. Godt ingen så det – eller mig bagefter, for så havde de mødt en storgrinende 48-årig kvinde, dér midt på den øde strand.

Jeg blev også antastet at politiet i Arnager hvor jeg sad som en anden hjemløs med min lille brænder og lavede formidagskaffen. De ville dog blot høre om jeg havde set en trist kvindemed en bestemt beskrivelse? De spurgte, om jeg ville holde udkig efter hende på min vej?

Jeg måtte gerne prøve, om jeg kunne komme i snak med hende, og så ringe efter dem. WTF….??

Så hende dog ikke…..

Tja, ellers har jeg bare gået derudad. Det sidste lange stykke gik jeg på stranden, for jeg skulle jo finde den lille campingplads på Dueodde, hvor der er plads til max. 4 telte.

Jeg gik for det meste helt nede ved vandet, hvor sandet var hårdt og bedst at gå i, og pga. meget blæst kom bølgerne langt op på stranden. Et øjebliks uopmærksomhed – og højre sko var våd (x4)

Den lillle campingplads ligger helt ude ved vandet, og med den blæst vi har, er det ret køligt, så jeg skyndte mig at slå lejr og spise aftensmad.

Primitiv lejrplads på turen Bornholm rundt

Nu ligger jeg så i teltet og lytter til bølger og blæst.
Jeg er faktisk møgtræt og har ømme fødder og ben.
Og som Gertrud Sand ville have sagt:
“Vi må da houw det blywer beier i mooorn”……

Dagens km.: 38,7
Ialt km.: 38,7
Destination i morgen: Svaneke

Bornholm rundt dag 2: Dueodde-Svaneke

Sov længe i dag. Helt til kl. 8:00. Vågnede op til et telt, der var vådt udenpå, da det regnede et par gange i nat. Det nåede dog at tørre, inden jeg fik taget mig sammen til at gå videre. Mine sko og sokker var også blevet tørre, så jeg måtte være vågen overfor bølgerne i dag.

Dagens “etape” skulle efter min research hjemmefra være ca. 21 km, men efter gårsdagens oplevelse, hvor 30 km blev til 38 km, indstillede jeg mig på at den så nok var 25-26 km.

Hvor jeg i går var en storgrinende kvinde på en øde strand, var jeg i dag en stortudende kvinde på Dueodde strand med masser af mennesker. Mit venstre øje tudede dog en hel del mere end højre, fordi en kontaktlinse havde irriteret. Den blev hevet ud og heldigvis havde jeg mine briller med “just in case”. Mine øjne var blevet ret lysfølsomme af irritationen, og med høj solskin, gæt selv, hvordan jeg har set ud.

Pia på Dueodde

Et stykke efter Dueodde var stranden også her fantastisk, men vandet var ekstremt ulækkert. Det var fyldt med råddent tang, ja det var lige før, det boblede. Jeg blev nødt til at gå op i granplantagen/sommerhusområdet længere inde på land, hvis ikke jeg skulle kaste op af stanken. Der var dog ikke rigtig nogen stier, så jeg endte hurtigt på stranden igen.

Her fulgtes jeg med et meget venligt par, der var ude at gå tur. Igen har de troet jeg var en tosse, for jeg gik og holdt mig for næsen. Det var trods alt bedre end alternativet. Men vi fik en snak om tang, stank og vindretning.

De “stod af” i Snogebæk, og her gik jeg ned på den hyggelige havn og tankede vand. Fik en sludder med “toiletbestyreren”. En ældre bornholmsk herre, så der skulle spidses ører, for at forstå hvad han fortalte.

Har i øvrigt talt kortvarigt med rigtig mange søde mennesker.

Fyret ved Svaneke

Jeg startede egentlig dagen ud med forbavsende gode ben, men jøsses, hvor blev de hurtigt trætte. Og det føltes som, om mine fødder ville falde af når som helst. Da jeg nåede Svaneke, havde jeg hjemmefra lavet en aftale med mig selv om, at jeg ville drikke en øl på Svaneke Bryghus.

De, der kender mig godt ved, at jeg ALDRIG drikker øl (jeg kan ikke lide det), men nu var jeg jo alligevel i gang med at overskride grænser, så jeg skulle dælme også prøve at drikke øl!

Jeg var så træt, at jeg var lige ved ikke at kunne overskue at bevæge mig væk fra stien og gå heeeeelt op i byen, meeeen så hoppede der en kæmpe stor “abe” op på mine skuldre og råbte: “HAVDE DU IKKE EN AFTALE MED DIG SELV???”

Så afsted, op i byen, og jeg siger jer, den øl smagte bare fantastisk.
Da øllen var drukket havde jeg små 2 km til mit overnatningssted.

Svaneke Bryghus

Jeg overnatter i en have hos den sødeste dame, som jeg har fået kontakt til via Facebook-gruppen “Brug Min Baghave”.
Hun har den vildeste have, bogstaveligt talt. Hun kalder det selv “vild med vilje”. I vildnisset er der slået stier rundt i haven og små pladser, hvor man kan sætte sit telt op. Cool.

Brug min baghave - Bornholm Rundt sommer 2019 - Pias historie

Denne vilde have var ved at gøre en ende på min vandreferie. Jeg ville forkæle mine fødder og gik rundt i strømpesokker. Lige indtil jeg trådte på en afklippet, vissen brombærgren. Heldigvis var den torn, jeg jokkede op i foden, så stor, at jeg trak den ud, da jeg tog strømpen af.

Brug min baghave

Don’t do that again!!!

Dagens km.: 24,5
Ialt km: 63,2
Destination i morgen: Gudhjem

Bornholm rundt dag 3: Svaneke-Gudhjem

I nat var der ild i min sovepose. Det føltes i hvert fald sådan efter en dag med solen i ryggen og bagende ned på mine bare lægge.
Rigtige outdoor mennesker bruger ikk’ solcreme!! I hvert fald ikke før NU.

Min morgenmad var i dag mine sidste 2 æg og det sidste af Ricos hjemmerøgede bacon. Det tager lidt tid at lave over brænderen og giver en træls opvask, men det smager himmelsk.

Turmad på Bornholm

Igen her til morgen var jeg oppe at slås med brombærrene. Hva’ sker der for dem?

Jeg pakkede, sagde farvel til den søde dame, som havde været så venlig at låne mig et stykke græsplæne, og begav mig mod Gudhjem.
Der var vindstille og solskin. Fedt vejr.

Benene var igen gode – til at starte med, men føltes hurtigt trætte – ligesom mine fødder. Jeg tillod mig selv at skifte sokker – jeg har jo 2 par med. Bare det, at mine fødder kom ud af skoene, var virkelig rart, og jeg kunne fortsætte et stykke mere på “friske” fødder.

Bornholm Rundt sommer 2019 - Pias historie

Det er også som om, at “hylden” (læs bagdel), som min rygsæk hviler på er ved at vænne sig til byrden. Måske kommer jeg endda hjem med en spændstig og fast “hylde”.

I Gudhjem købte jeg mig stor soft ice.

Og da jeg sad der på en bænk – alene – og spiste is – følte jeg mig, for første gang på turen, ENSOM.

Familier med børn, grinende/fjantende veninder, par med hinanden i hånden passerede forbi bænken, hvor jeg sad helt alene.

Dét var en VIRKELIG underlig følelse.

Bornholm rundt 2019

Jeg elsker jo at shoppe helt alene blandt mange mennesker. What’s the difference? Så jeg måtte hellere komme ud på sporet igen til min lille orange mand og finde ud til min lejrplads.

På lejrpladsen er der også andre vandrere og cyklister og de er også sammen med deres børn/venner/kærester. Men her føler jeg mig ikke ensom. Her er bare fedt. Pladsen ligger lige ned til stranden med udsigt til Christiansø og den smukkeste solnedgang. Der er slet ikke noget at klage over. Aftensmenuen var en gang fantastisk frysetørret Beef Stroganoff og en kop kaffe med en hollandsk vaffel til. Den smagte super.

Morgenstemning

Dagens etape var ikke så lang, så i morgen skal den “have én over nakken!” Jeg skal jo nå den der færge på fredag.

Dagens km.: 18,1
I alt km.: 81,3
Destination i morgen: Vang

Bornholm rundt dag 4: Gudhjem-Vang

Kan man gå sig i form?? Ja, det tror jeg nok, man kan!

Tæt på vandet efter Gudhjem

I dag har været møghamrende fantastisk. Benene har været gode, fødderne gider ikke brokke sig mere, og ruten har været, ja, jeg mangler ord.

Jeg har flere gange fanget mig selv i bare at gå og smile fra øre til øre.
Jeg elsker sgu den her ø og min lille orange mand.

Den lille orange mand som guider dog Bornholm rundt

Jeg har forkælet mig selv lidt meget i dag i forhold til de andre dage. Jeg har holdt flere hvilepauser og 2 gange har jeg givet mine fødder et forfriskende fodbad i Østersøen. Det ku’ de godt li’. Måske derfor de kvitterede med et super samarbejde?

Svalende fodbad midt på dagen

Plan A hjemmefra var faktisk, at jeg skulle overnatte ved Hammersø i nat. Men for at have mere tid til de sidste km i morgen, hvor jeg jo skal nå en færge, besluttede jeg mig for at gå lidt længere i dag.
Better safe than sorry.

Bornholm Rundt sommer 2019 - Pias historie

Så i stedet for Hammersøen og Opalsøen som kulisser for natten, ligger jeg nu her i Vang granitbrud.

Her er meget hyggeligt – hvis man ellers kan abstrahere fra larmen af smarte unge knægte, som holder fest og skrigende måger. Tror vist nok, ørepropperne skal i brug i nat.

Vang granitbrud - Bornholm Rundt sommer 2019 - Pias historie

Og så glæder jeg mig i øvrigt til i morgen tidlig, når jeg skal lave morgenmad. Jeg skal tidligt op og jeg har en fornemmelse af, at mine potter kommer til at skramle meget mere og meget højere, end de plejer.

Dagens km.: 29,3
I alt km.: 110,6
Destination i morgen: Rønne

Bornholm rundt dag 5: Vang-Rønne

Nåede jeg færgen?? Ja gu gjorde jeg så!!

Stod op kl. 6:00 så jeg kunne komme tidligt fra lejren. Påbegyndte mine morgenrutiner, lave mad og kaffe, spise, pakke al grejet sammen osv. Mens jeg sad der på en sten og nød min havregrød til “musikken” af mågeskrig, befandt jeg mig med ét som hovedrollen i Hitchcocks film Fuglene.

Mågerne havde cirklet rundt højt over mig, men pludselig kom denne ene måge – som et bombefly – lavt og med kurs lige imod mig. Da den var næsten over mig afleverede den sin ammunition mod mig. Jeg kan afsløre, at den dog kun skød med splatterkugler.
Heldigvis ramte den “kun” min gryde udvendigt.

Mågeklat på gryde - Bornholm Rundt sommer 2019 - Pias historie

Efter den episode må jeg nok indrømme, at jeg gik med himmelvendte øjne til alt var i rygsækken, og jeg var ude på sporet.
I øvrigt så jeg ikke noget til de festende knægte fra i går. De var nok mere eller mindre bevidstløse.

Smal sti på klipperne ved Jons Kapel

Ude på sporet var alt fred og idyl og mega mega fedt. Det var jo stykket mellem Vang og Jons Kapel. Jeg hygger mig virkelig, når jeg går derude.

Trapper ved Jons Kapel

Efter Jons Kapel kom der et stykke med asfalt gennem Teglkås og Helligpeder. Efter Helligpeder talte jeg med et par (efterlønnere/pensionister vil jeg tro). De var på vej tværs over vejen for at bade. De boede i et fint rødt huslige ud til MIN vej. Jeg fortalte om min tur og de sagde, at hvis jeg kom forbi igen, måtte jeg altså gerne overnatte hos dem. Virkelig sødt af dem.

Rygeovne i Tejlkås

I øvrigt har jeg snakket med en hulens masse mennesker. Både folk, som bor på øen, men også folk, der bare er på besøg. Alle spørger interesseret ind til hvor langt skal jeg gå? Hvad har jeg med? Hvordan og hvor sover jeg?

Helligpeder

Jeg har også mødt (og talt med) en del andre vandrere med store rygsække på og det er faldet mig i øjnene, at alle solovandrere, jeg mødte, er piger/kvinder. Mændene/drengene følges en 2-3 stykker sammen.

Skægt ikk’?

Måske er det bare tilfældigt?

Hasle set fra nord

Men tilbage til dagens tur, som skulle slutte i Rønne Færgehavn.

Jeg tog de gode ting med fra i går, så igen i dag stod den på fodbad i Østersøen og et par hvil, hvor tæerne blev luftet. Alt kørte på skinner igen i dag.

Ca. 14:20 nåede jeg færgelejet, så i princippet kunne jeg godt nå et smut op i Rønne By, meeeeeen så frisk var jeg nu alligevel heller ikke.

Vel gennemført tur Bornholm rundt

Hjem til et bad

Jeg satte mig i stedet bare og ventede på, at færgen skulle komme og hente mig. Nu sidder jeg her på færgende næste mange timer og håber på at Rico venter på mig i Køge. Håber han kan holde min krops”duft” ud, og at vi ikke skal køre med åbne vinduer hele vejen hjem.

Det første jeg vil gøre, når jeg kommer hjem er at tage et bad! Så må jeg se, om det virkelig er lykkedes mig at få lidt sol på arme og ben i år, eller om det bare er bornholmerstøv.

Jeg har været sindssygt heldig med vejret – at evt. bornholmerstøv har fået lov til at blive siddende på min klistrede krop og ikke er blevet skyllet væk af regnbyger.

Det gør mange ting noget lettere og billederne bliver flottere- både dem i min telefon, men også dem, der har prentet sig fast på nethinden.

Da jeg påbegyndte min tur, samlede jeg en sten op lidt uden for Rønne. Jeg puttede den i min venstre lomme som en lykkesten. Der har den ligget alle dage og i dag blev stenen til en medalje for min gennemførelse.

Lykkestenen fra Bornholm rundtStenen ligner en højdekurve fra et topografisk kort som fortæller hvor høj en bakke eller et bjerg er og det beskriver vel egentlig meget godt min tur. Jeg har jo besejret en del bakker de seneste dage og i overført betydning beviste jeg overfor mig selv, at jeg jo godt kan det dér outdoor-shit selv.

Jeg er ikke totalt afhængig af min egen private B.S. derude i wildernesset. Men det bliver nu alligevel rigtig rart at komme hjem til ham igen.

Kunne jeg finde på at gøre det her igen?

JA FOR POKKER DA…..

Det har været den fedeste Pia-Ego-Tripper-Tur.

Nu ejer jeg sgu en del af den ø!

Dagens km.: 19,3
I alt km.: 129,9
Destination i aften: Jonstrupgården – Mit hjem

Dagen derpå – økonomi og udstyr

Jeg har på intet tidspunkt nævnt noget omkring økonomien i min tur, så det gør jeg lige.

Som udgangspunkt er jeg tilhænger af, at hvis man besøger et land en ø eller en egn som turist, så skal man også lægge sine penge der (altså købe noget) for at bibeholde et attraktivt sted.

På min tur Bornholm rundt var jeg dog selvforsynende, for det var jo et lille projekt, jeg havde gang i med mig selv. Derfor havde jeg alt med hjemmefra. Ikke nogle ”hokus pokus” ting, men bare ting, man nemt kan få fat i. Og ikke dyrere end den mad jeg ellers ville spise, hvis jeg var blevet hjemme. Tværtimod.

Mere om min mad kan læses i “udstyrslisten” længere nede.

På turen tillod jeg mig (udover færgebilletter) at tilkøbe lidt luksus:
Fadøl i Svaneke (lille classic): kr 46,-
Is i Svaneke: kr 37,-
Softice i Gudhjem: kr 32,-
Cola i Super Brugsen Allinge: kr 18,30
Cola på færgen hjem: kr 25,-
Færgebilletter (99+49): kr 148,-
Ialt kr. 306,30

Der er blevet spurgt til min udstyrsliste. Måske nogle kan bruge den til noget.

Hvis IKKE du interesserer dig for udstyr, kan du roligt stoppe med at læse nu. Du vil ikke gå glip af noget som helst.

Rygsæk:

Osprey Exos 48 liter
Raincover til rygsæk

Sammenligning af størrelser
Telt og footprint, mælkekarton for størrelsesforhold.

Sovegrej:

Telt: Nordisk Lofoten 2 ULW (725 g)
Footprint til Nordisk Lofoten (145 g)
Sovepose: Yeti Fever Zero + Cocoon Mummy Silkliner (ialt 395 g)
Liggeunderlag: Thermarest Neoair (220 g)

Sovegrej

Køkkenudstyr:

Brænder: Primus
100 g gas
Støttefod til gas
Penguin Solo X kogesæt
Stormlighter
Tændbriketter til evt. bål
Spoon, spork, paletkniv, smørekniv
Foldekop
Skål (som var min tallerken)
Lille schweizerkniv m/pincet og tandstikker
Laguiole lommekniv (lidt tung luksus)
Viskestykke
Opvaskebørste, -middel, -svamp

Spisegrej til Bornholm rundt 2019

Tøj:

Sko: Salomon Fellraiser (Jeg foretrækker trail løbesko fremfor store støvler, når underlaget er som på Bornholm)
Aclima lightwool t-shirt
Aclima warmwool hood sweater (nattøj)
Aclima warmwool lange underbukser (nattøj)
Shorts til vandring
Korte løbeshorts t/evt. bad i havet (blev ikke brugt)
Salomon wayfarer lange bukser
Salomon s-lab light jakke (tynd og vindtæt)
Haglöfs Essens Hood jakke
Inov8 regnjakke (blev ikke brugt, men det er ALTID med)
Montane regnbukser (blev ikke brugt, men det er ALTID med)
2 bh toppe (brugte kun den ene)
2 par trusser (+trusseindlæg for så kan bruge trusserne i flere dage)
3 par sokker (2 par i uld+ 1 par vandtætte – brugte ikke de vandtætte)
Buff
Bøllehat
Myggenet til ansigt (blev ikke brugt)
Gaitors (blev ikke brugt, men kunne med fordel have været anvendt på 1. etape)
Microfiberhåndklæde 120×80 cm (blev ikke brugt, da jeg hverken badede i havet eller i havnebyerne – jeg gik i en uld t-shirt og lugtede ikke nævneværdigt af sved)

Mad:

Madpandekager, rugbrød, knækbrød
Bacon og spegepølse (vacuumpakket i passende portioner)
Tun i dåse
Røget, tørret skinke, som kan opbevares udenfor køl
Mayonnaise
Frysetørret mad til aftensmåltider
Havregryn, opmålt og pakket i passende portioner incl. salt
Rosiner+kanel til havregryn, som blev kogt til grød
Nescafe, sødetabletter, pulverfløde

Snacks:

Snickers
Yankeebar
Corny müslibars
Nordthys små müslibars
10 hollandske vafler
Peanuts og rosiner
2 dåsesodavand

Diverse:

Flasker til 2 liter vand (vandrede med 1 liter, da der er masser af muligheder for optankning på offentlige toiletter. Fyldte dog begge flasker om aftenen, inden jeg nåede lejren, så jeg havde til både madlavning og til at starte ud på næste morgen)
1. hjælps-kit
Vandrensefilter (Blev selvfølgelig ikke brugt – det var jo Bornholm)
3 drybags t/sovepose, jakke og tøj
Siddeunderlag
Skraldeposer
Tørresnor + klemmer
Vådservietter
Toiletpapir
“Skideskovl” i tilfælde af
Håndsprit
Solcreme
Myggeolie
Tandbørste + -pasta
Læbepomade
Deo roll-on
Shampoo (blev ikke brugt)
Ørepropper
3 par briller (sol-, læse-, alm.)
Væske til kontaktlinser

Lyseklippen

Spørgsmål, kommentarer eller feedback?

Har du spørgsmål omkring turen Bornholm rundt eller kommentarer er du velkommen til at lægge en kommentar herunder eller ovre på facebook. Du kan også kontakte Pia, hvis du har brug for at få uddybet noget i artiklen, det gør du her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *