Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen er et must for rigtig mange. Er du blandt de  som nyder en rigtig god kop kaffe? Eller skal du bare have dit koffeinfix for at komme i gang om morgenen? Uanset om du er på vandre, kano-, eller sheltertur findes der mange metoder til brygning af de mørke dråber. I denne artikel beskriver vi nogle af de muligheder du har, ud over kaffemaskinen hjemme i køkkenet og den slags almindeligheder. Målet er ikke at lave en udtømmende eller komplet oversigt, blot at inspirere dig til din næste kop kaffe på tur.

Forord

Jeg arbejder til hverdag i en friluftsbutik hvorfor links til produkter i mange tilfælde går til webshoppen.

Jeg har tilsluttet mig The Outdoor Blogger Codex. Det betyder fuld transparens i forhold til eventuelle sponsorater, samarbejder med leverandører og deslige. Se på linket hvad The Outdoor Blogger Codex betyder for dig som læser.

Pragmatikeren og den simple kaffe

Den pragmatiske kaffedrikker går ofte efter et skud koffein i en fart. Pragmatikeren bekymrer sig ikke synderligt om de finere nuancer i kaffens smag, eller om kaffen kommer fra en enkelt lille fairtrade producent i Bolivia. Når det skal gå rigtig hurtigt med en kop kaffe på vandreturen er Nescafe eller tilsvarende produkter en rigtig udemærket løsning. Der er rig mulighed for at finde sin egen favoritsmag og holdbarheden er nærmest ubegrænset.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen
Nescafé producerer som eksempel deres Espresso variant i fikse små sticks, nemt og enkelt at medbringe på både korte og lange ture.

French Press

Skal det fortsat være enkelt er Jetboil Coffee Press eller den tilsvarende fra MSR stærke bud. Det er stempelkandeløsninger som du kender dem fra Bodum-kanden hjemme i køkkenet. Med denne løsning får du god kaffe på en nem måde og en bryggemetode du kender hjemmefra. Vil du arbejde med smagen kan du prøve forskellige ristninger, trækketider og kaffemængder.

Fordelen ved Coffee Press, og andre løsninger fra eks. MSR, er at du kan bruge dem til at dampe fisk eller grøntsager i din Jetboil, smart ikke?

Kaffe på pose

Jeg er ikke vanvittig pjattet med “kaffe på pose” koncepterne fra eks. Growers Cup et al. Dels er det kun lige præcis niveauet over instant pulverkaffe, og dels producerer det alt for meget affald på grund af emballagen. Kaffen kommer også nemt til at smage lidt hengemt, fordi de kværnede bønner opbevares forholdsvis lang tid i posen. Posekaffen kan dog være en fin løsning til en hurtig kop brygget på varmt vand fra termokanden på en en-dags vandretur.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen
Posekaffe, hvor kaffen brygges i en pose, producerer meget emballage og dermed affald pr. kop. Samtidig er prisen pr. kop ganske høj sammenlignet med andre løsninger.

Bushcrafteren

Bushcrafteren fokuserer på processen og bål. Er du rigtig bushcrafter laver du naturligvis kogekaffe i bålet. Her behøver du kun en kedel, helst godt tilsodet, og masser af kaffe. Om det er friskkværnet eller ej spiller ikke den store rolle, du kan alligevel ikke smage forskellen.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen. Fotograf: Jacob Nyborg Andreassen
Bålkaffen er ved at være klar på gløderne. Fotograf: Jacob Nyborg Andreassen

Jacob, som er fotografen bag billedet ovenfor siger sådan her om bålkaffen:

“Grunden til, at jeg kan lide denne type brygning er, at det er meget simpelt og smagen er god.

Der er ikke yderligere udstyr end selve kedlen og et bål. Jeg kan have min egen gode kaffe med og det tager lidt tid, hvilket også ofte er lidt hyggeligt.

Kedlen blive meget sodet, men jeg synes ikke, det gør ikke så meget, at man kan se, den bliver brugt. Det udstyr jeg har, der ryger på bålet, bliver opbevaret i poser i en skuffe, så der ikke er sod alle steder.”

Da jeg spørger ind til bryggemetoden fortsætter Jacob:

“Jeg plejer at koge det op, smide kaffen i. Lade det står lidt, smage på det, smide mere kaffe i, hvis den er for tynd og til sidst smide koldt vand i og lade den hvile. Magter ikke at måle op osv., når jeg er på tur.”

For at komme i gang med bålkaffen kræves blot en kedel og kaffe. Kedlen kan du finde billigt i en genbrugsbutik, i bushcraftbutikker eller du kan vælge den billige kedel fra Trangia.

Ultralighthikeren

Når vægten er i fokus er det nok kun instant kaffen som reelt kan konkurrere med Mont Bell O.D. Compact Dripper. Produktet er en moderne variant af det klassiske filter til pour over kaffe som de fleste kender. Det lille nylon filter, fra japanske Mont Bell, er enkelt at have med at gøre og producerer en aldeles glimrende kop kaffe på tur.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen
Det lille lette kaffefilter fra Japanske Mont Bell er designet til at holdes over koppen af to spisepinde. I mangel på spisepinde bruger jeg to kviste.

Ligesom alle de andre brygmetoder, er det din egen præference og kvaliteten af kaffebønnerne, som afgør hvor godt kaffen smager – omend det meste faktisk smager hæderligt under åben himmel. Lidt som med mad.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen

Pour over konceptet bell opfundet i 1920’erne af Amalie Auguste Melitta Bent som var træt af bitter kaffe. Hun brugte trækpapir, som i tiden var helt normalt for at tørre efter brug af fyldepen, som kaffefilter og oplevede at kaffen blev helt klar og uden bitterhed. Efter kort tid patenterede hun løsningen, og begyndte at sælge komplette løsninger under navnet Melitta, et brand som mange fortsat kender i dag.

Gadgetnørden

Handpresso Hybrid er en håndholdt manuel espresso gadget, som kan brygge med både malet kaffe og ESE pods. Du kan derfor vælge den “ægte” espresso med malet kaffe, når det passer dig, og når det skal være hurtigt og nemt med minimalt besvær så kan du ændre den til, at bruge ESE pods.

En lille interessant krølle er at selvom Handpresso er et fransk firma, så er designet dansk, og har vundet flere internationale designpriser.

Designet fungerer som en cykelpumpe, du pumper 16 bar i trykkammeret, fylder kogende vand i “maskinen”, lægger en ESE pod eller en Domepod (med friskkværnet kaffe) ovenpå og skruer låget fast. Så vender du Handpressoen om og trykker på en lille knap så de 16 bar udløses og presser vandet gennem kaffen og det indbyggede filter.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen.
Undertegnede brygger en espresso med Handpresso på en efterårsvandretur. Når det er køligt i vejret bliver ulempen med brygning af en kop ad gangen mere udtalt. Foto: Louise Kjærgaard

Handpresso er en forholdsvis tung løsning, og man brygger kun en enkelt kop ad gangen. Det gør Handpresso til en rimelig tidskrævende affære og betyder at man ikke rigtig drikker espresso sammen hvis begge kopper skal være varme.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen.

Konceptet er enkelt, og mekanikken avanceret. Det betyder at cool stuff indexet er helt i top når du hiver en Handpresso frem af rygsækken på tur med andre.

Jeg har brugt Handpresso en del på tur, men bruger nu mere og mere Moka Express fra Bialetti.

Hipsteren og kaffenørden

Bialetti Moka Express

Bialetti Moka Express  blev designet helt tilbage i 1933, hvor  Alfonso Bialetti færdiggjorde sin nu klassiske mokkakande. Den har  siden 1950’erne, med sin ottekantede form som ikke blevet ændret i over 70 år, været et designikon. Den lille mand med moustache, der er Bialettis maskot, er en karikatur af Alfonso’s søn, og er derudover blevet et symbol på klassisk italiensk design og kvalitet.

Bialettis Moka Express fungerer også til bålet. Her har jeg raget lidt gløder ud og brygger kaffen på dem.

En mokkakande laver ikke helt så stærk kaffe som en espressomaskine, men med en anelse interesse for kaffehåndværket, kan du brygge en virkelig lækker, stærk mokka uden de store krumspring.

Når du brygger på mokkakanden, skal du bruge en mørkristet kaffe, der skal være relativt fint formalet. Jeg maler den lidt grovere end espressokaffe. Fyld filteret med kaffe, men lad være med at presse det. Fyld koldt vand i kammeret, det skal kun gå op til ventilen, det må ikke gå over. Sæt filteret i kammeret, og skru toppen godt på. Sæt kanden på din brænder ved ganske lavt blus, og vent til kaffen begynder at stige op. Tag kanden af blusset når det begynder at sprutte.

Kaffe på vandre- , kano- eller shelterturen.
Når min Bialetti skal stå på min Jetboil bruger jeg en Trangia Triangle til at skabe lidt afstand så flammehovedet kan arbejde.

På vandretur slæber jeg ikke kværn med, og lever i stedet syndigt med at have formalet kaffebønnerne hjemmefra. Jeg opbevarer den malede kaffe i en lille Nalgene flaske som passer til 6-7 brygninger. Det er med i mine overvejelser at anskaffe mig en lille manuel kvalitetskværn til kanoture og andre aktiviteter hvor vægten er mindre vigtig. Det kunne være en Hario Slim som får gode anmeldelser.

Morgenmaden er linet op på weekendens vandretur. De formalede kaffebønner gemmer sig i de største af Nalgene flaskerne mellem gryden og Bialettien.

Aeropress

Min gode ven Morten sværger til sin Aeropress. Denne kaffebrygger er en noget nyere opfindelse end min Moka Express, faktisk har den i skrivende stund kun 13 år på bagen. Alan Adler, som i 2005 kom på ideen med Aeropress, har også en række populære frisbee og bold produkter på samvittigheden med firmaet Aerobie.

Jetboil og Aeropress på en lun sommerdag. Foto: Morten Laursen

Morten fortæller:

“Fordelen ved Aeropress er, at du sådan set får den samme gourmet-kaffe når du er på tur, som du kan lave hjemme i køkkenet.

Aeropress kræver blot malet kaffe. Her kan du eksperimentere med alt fra espresso- til stempel-formaling, og kogende vand (og et lille papirfilter).

Den er af plastik og vejer kun 231 gram. Den leverer en blød og lækker kop kaffe. Det er ikke uden grund, at mange af de bedste kaffe-barer rundt om, har den i brygge-sortimentet.

Hvis du ønsker det bedste på turen, passer en Porlex Mini håndkværn ind i Aeropress’en så dit kit fylder meget lidt.”

Du kan her læse en længere artikel som Asser ovre på hipsterkaffe.dk har skrevet, om at få den rette kvalitet ud af en Aeropress.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *