Stryd sensoren sidder bag på shorts eller tights tæt på kroppens tyngdepunkt for at give de mest præcise målinger.

Stryd – effektmåling for løbere

For et par uger siden sad jeg en sen aften og biksede med at få Google Hangouts til at fungere på min telefon. Årsagen var et ”møde” med Li og Robert som er folkene bag den amerikanske startup virksomhed Stryd som er baseret i Boulder, Colorado. Missionen lykkedes og den næste times tid fik jeg en grundig indføring i teknologien og tankerne bag verdens første effektmåler for løbere, et rigtig spændende projekt som jeg spår en lys fremtid i disse data centrerede tider. Denne artikel er skrevet ud fra mine noter og Stryds pressekit, jeg har altså endnu ikke haft hands-on med produktet.

Hvad er Stryd sensoren?

Stryd sensoren vejer mindre end 10 gram og er på størrelse med de små food pods fra Garmin og Suunto som både måler distance, hastighed og kadence uafhængigt af GPS målinger. Selve pod’n hvor teknikken er placeret sidder i en holder som placeres i linningen på tights eller løbeshorts. Ved at foretage målingerne tæt på atletens tyngdepunkt ved lænden opnås de mest præcise effektmålinger sammenlignet med placeringer på/i skoen eller på håndled/overarm. Mit bud er at teknikken optimeres så den på sigt kan indbygges i et pulsbælte i stil med Garmins HRM RUN som i forvejen indeholder accellerometer teknik til at levere data om vertikal udsving og kontakttid med underlaget.

Stryd sensoren fylde rsom en foot pod og vejer mindre end 10 gram.
Stryd sensoren fylde rsom en foot pod og vejer mindre end 10 gram. Foto: Stryd.com
Kraft x fart = effekt

Sensoren fra Stryd måler atletens kraft og hastighed, disse data omsættes med det samme til effekt, altså watt som man kender fra effektmåling på cyklen. Kraft data måles ud fra de stød som opstår når løberens fod rammer jorden og hastigheden beregnes ved hjælp af præcise sensorer som i 3D kigger på hvordan kroppen bevæger sig. Disse to datamålinger køres gennem en avanceret algoritme og giver en øjeblikkelig udlæsning af effekten i watt.

Effektmåling i løbetræningen

Løberens mål er at bruge den mindst mulige energi ved et givent tempo – altså lavest mulige antal watt. Med en Stryd sensor kan løberen eksperimentere med løbeteknik og finde balancen mellem effekt og fart for på den måde at blive mest muligt effektive og bruge energien rigtigt.

Dirk Friel som er medgrundlægger af Training Peaks udtaler om Stryd: ”Fremtiden er lige nu! Effektmåling for løbere vil betyde store fremskridt i træningsmetoderne”.

Hvem kan bruge Stryd?

Stryd sensoren sender data via både ANT+ og Bluetooth Smart hvilket betyder at produktet i teorien virker sammen med de fleste moderne løbe/triatlon ure på markedet i dag. Som det ser ud lige nu, er Suunto de eneste som har effektmåling åben som standard på Ambit 3 mens Garmin har lukket for det i løbeprofilerne på eks. Forerunner 920XT, Forerunner 620 og det kommende fënix 3. Man kunne dog med rette forvente at der åbnes op for mulighederne, og ihverfald for Forerunner 920XT og fënix 3 vil der blive rig mulighed for at benytte Stryd data via Connect IQ som leverer apps og unikke tilpassede datafelter på de to modeller.

Suunto Ambit 3 med effektmåling på løbeturen.
Suunto Ambit 3 med effektmåling på løbeturen. Foto: Stryd.com

Træner du ikke med et ur, men i stedet en smartphone arbejder Stryd på apps til både iOS og Android, teknologien vil kræve minimum en iPhone 4S eller tilsvarende Android telefon som understøtter Bluetooth Smart. For både ur og smartphone gælder det at Stryd sender data hvert sekund så det passer med den hurtigste lagringsfrekvens på tidens top ure.

Bruger du hverken ur eller telefon under træning skal du ikke afskrive Stryd helt idet enheden trods den lille fysiske størrelse har indbygget hukommelse og kan lagre op til 30 timers effekt træningsdata som efterfølgende via smartphone appen kan overføres til eks. Training Peaks for efteranalyse. Lagringsfrekvensen her er ikke lige så fin som ved brug af ur eller smartphone, men en opdatering hver 10. sekund bør række for de fleste.

En lækker detalje er at de førende on-line services til træningsanalyse, herunder eks. Training Peaks, allerede understøtter effektdata. En opfølgende samtale med Gus Pernetz hos Stryd bekræfter at firmaet er i tæt samarbejde med blandt andre Training Peaks og en række top coaches omkring både analyse værktøjer og træningsprogrammer baseret på effekt. Vældig spændende udvikling.

Hvornår kan jeg få fingre i en Stryd?

Stryd starter ud med en Kickstarter kampagne som ryger i luften den 25/2, her sælger de op til 1.500 enheder til levering i maj inden de for alvor starter produktion hen over sommeren. Jeg har signet op til at få besked når de er i luften her.

Stryd sensoren er udviklet af Li Shang og Robert Dick, og selvom målet ikke er at revolutionere løb, så har deres nye lille baby skabt en del bølger i dele af løbeverdenen – og måske især i triatlon miljøet hvor brugen af effektmålere er særdeles udbredt på cyklerne.

Mary Beth Ellis som er 8 gange Ironman vinder udtaler eksempelvis: ”Træning med effektmåling har været nøglen til min succes på cyklen. ”At have adgang til samme type data i løbet bliver en revolution”.

Hvad koster den så?

Prisen ser ud til at lande på $149 i USA. Det betyder at prisen formentlig bliver omkring 1.500 kroner i danske penge når og hvis produktet kommer ud i almindelig handel.

Kan jeg få mere information?

Hvis du er blevet lidt tændt på at vide mere om Stryd har Ray Maker ovre på DC Rainmaker haft fingrene i en sensor ganske kort. Det kan du læse mere om her.

Stryd sensoren som den, måske, kommer til at se ud i produktion.
Stryd sensoren som den, måske, kommer til at se ud i produktion. Foto: Stryd.com

Og ellers er det vist bare at følge med on-line og se hvad der sker. Jeg er i hvert fald tændt på ideen, og rigtig spændt på at afprøve hvad målingerne siger når man skifter fra asfalt til trail og hvordan den reagerer på forskellige løbestile, specifikt forskellen mellem hællanding og natural running bliver interessant at dykke ned i.

Hvad tænker du? Kunne effektmåling være noget for din løbetræning?

4 tanker om “Stryd – effektmåling for løbere”

  1. Knut…Den ser jo meget smart ud den stryd. Jeg kan sagtens forstå at den måler hvor mange watt jeg træner med – og at jeg dermed kan lave forskellige løbeteknikker/hastighed mv og dermed finde mit optimale løb.

    Den den jeg IKKE helt forstår er om ikke en 920xt, Fenixen og Suunto Ambit ikke kan lave det samme? Jeg tænker ud fra det jeg kan læse så siger du Kraft x fart = effekt – og det klarer de vel langt bedre end hvad stryd kan (jeg tænker at uret har jo GPS og dermed er distancen ret præcist/herunder hastigheden og hvis den sidste parameter er kadencen og svævefasen så må resten være matematik?

    Mvh
    Palle

      1. Så man kan sige at det som Stryd har i præcision fordi den sidder i tyngdepunktet (lænden) mister den i gps-nøjagtigheden – modsat urets præcision i gps, men upræcise tyngdepunkt – vel i virkligheden betyder at begge er lige dårlige 😉

        Så hvis man investerer i strydens tyngdepunktsberegninger og urets præcision så får man reelt noget der er “præcist”.

        Det bliver så spændende at se om der er afgørende forskelle som kan retfærdiggøre at man både investerer i et ur og en stryd, medmindre man udelukkende bruger stryden – hvilket dog virker en kende usansynligt da stryden virker som om at den mest er til nørder (aka racercykel-gutternes garmin vector brugere 😉 ).

        Glæder mig til at se en anmelde af den 😉 Men først skal jeg nu have Fenixen 😀

        Tak
        Palle

        1. Tak for din kommentar Palle!

          Jeg ved ikke helt om man kan stille det op på den måde, for nu at være helt ærlig. Stryd skal jo ikke måle absolut distance ligesom GPS uret.

          I min optik vil de fleste som er i målgruppen for en Stryd allerede være ejere af et top ur fra enten Polar, Garmin eller Suunto.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *