Ashmei Merino Running Sweatshirt på sporet en kold vinterdag.

Ashmei Merino Running Sweatshirt – anmeldelse

Efter, gennem forår og sommer at have testet Ashmei Merino + Carbon Running Jersey kom turen i efteråret til Merino Running Sweatshirt som er en relativt kraftig hættetrøje med fuld lynlås. Ærligt talt, så gik de første måneder med at bruge den på jobbet – altså som hverdagstrøje. Min vurdering var ganske enkelt, efter et par enkelte løbeture, at den var for varm som løbetrøje i efterårsvejret. Til gengæld fungerede den perfekt i hverdagen, pænt snit, klare farver og et lækkert brand.

Ashmei Merino Running Sweatshirt på sporet en kølig vinterdag.
Ashmei Merino Running Sweatshirt på sporet en kølig vinterdag.

Da vinteren i december begyndte at kigge frem startede jeg igen med at løbe i Merino Running Sweatshirt, og nu var sagen en anden. Materialekonstruktionen, som vi kommer tilbage til, og snittet kom helt til sin ret og leverede varen på fornemste vis. Hvis du har lyst til at læse lidt om hvorfor jeg er så vild med merinould kan du læse denne artikel.

Konstruktion
Ashmei Merino Running Sweatshirt er konstueret i en metervare som meget ligner den som anvendes i Aclima Hotwool som er en af mine personlige favoritter når vejret er koldt og menuen står på mange timers aktivitet udendørs. Inderst, mod huden eller mod det inderste lag, ligger en blød frotté i merinould. Frotté konstruktionen isolerer effektivt og trækker samtidig fugt væk fra huden og ud mod ydersiden af trøjen. På ydersiden er Merino Running Sweatshirt vævet i en blanding af nylon og merinould kombineret med en god portion spandex. Denne kombination sikrer høj slidstyrke og strækbarhed så trøjen følger kroppens bevægelser både til hverdag og træning.

En kølig vinterdag på sporet med Ashmei Merino Running Sweatshirt.
En kølig vinterdag på sporet med Ashmei Merino Running Sweatshirt.

Detaljer og pasform
Merino Running Sweatshirt er på fronten lukket med en gennemgående lynlås som gør det nemt at komme i og ud af trøjen. Ud fra et funktionshensyn ville jeg foretrække en kortere to-vejs ¾ lynlås, men til hverdagsbrug spiller den gennemgående lynlås 100%. Lynlåsglideren er af semi-autolocktypen og har selvlåsende hoved, så der er ikke et vedhæng som dingler og larmer når man løber med trøjen, lækkert. Under lynlåsen ligger en stormflap som lukker af og selve lynlåsen ender i et lille ombuk øverst så den ikke kommer i karambolage med skæg eller hud på hagen.

Minus 10 grader på det blå spor i St. Dyrehave, Ashmei Merino Running Sweatshirt med en tynd merino trøje under.
Minus 10 grader på det blå spor i St. Dyrehave, Ashmei Merino Running Sweatshirt med en tynd merino trøje under.

Den tætsiddende hætte er skåret virkelig godt og passer perfekt under en ski- eller cykelhjelm hvis behovet skulle opstå, kan sagtens se mig selv bruge trøjen på skiferie, så det er en lækker detalje. I dagligdagen er hætten mest brugt efter løbeturen for lige at give lidt varme inden der skal skiftes tøj. Den kraftige metervare gør at hætten hænger perfekt på ryggen når den ikke er i brug. Vil du gerne holde den på plads kan hætten rulles sammen som en pølse og låses på plads med en flap som hænger indvendig i nakken på trøjen. Det giver også lidt ekstra isolering omkring halsen.

Den sammenrullede hætte holdes pænt på plads af en indvendig flap som lukkes med en stor knap.
Den sammenrullede hætte holdes pænt på plads af en indvendig flap som lukkes med en stor knap.

Ærmerne er godt lange og afsluttes med det som Ashmei kalder deres 3 in 1 winter cuff. Ærmeafslutningen fungerer naturligvis som en helt normal manchet, om end en ganske stram en af slagsen, særligt hvis man som jeg går med ur af en vis størrelse. Manchetten er derudover udstyret med tommelfingerløkke som holder ærmet på plads og dækker oversiden af hånden. Det udsætter effektivt hvornår det er nødvendigt med handsker og er en lækker funktion som i min optik burde være standard på funktionel beklædning der anvendes som mellemlag. Den sidste detalje i manchetten, husk det er en 3 in 1 winter cuff, er en lille lomme indvendig på over-/ydersiden som fungerer som en nødluffe hvis det alligevel er for koldt til at undvære handsker. Træk manchetten ud over hånden og lad fingrene glide ind i luffen. Jeg er ikke 100% overbevist på denne detalje, synes den er for stram til at være rigtig brugbar, men som midlertidig løsning hvis vejret overrasker fungerer det sådan set udmærket.

Luffefunktionen på Ashmei Merino Running Sweatshirt.
Luffefunktionen på Ashmei Merino Running Sweatshirt.
Lækker tommelfingerløkke løsning på Ashmei Merino Running Sweatshirt.
Lækker tommelfingerløkke løsning på Ashmei Merino Running Sweatshirt.

Nederst på højre side af Merino Running Sweatshirt sidder en lille lynlåslukket lomme som teknisk set er stor nok til at kunne rumme en smartphone eller tilsvarende. Min erfaring er dog at lommen fungerer bedst med mindre ting som en nøgle, lille MP3 afspiller, en enkelt gel eller tilsvarende. Det er en kombination af materialets store strækbarhed og en lidt rummelig pasform omkring maven som gør at der er lidt rigeligt hopperi hvis der placeres for store ting i lommen. Placeringen er derudover fremragende og lommen er nem at komme til. Indvendig er lommen forsynet med udtag til hovedtelefonledning som kan trækkes op langs ryggen og hægtes fast indvendig i nakken så der er styr på den under træning. Det undrer mig at Ashmei har valgt en billigere ikke låsbar skyder til lynlåsen på lommen. Her hænger vedhænget og dingler frit. Det er ikke noget som har praktisk betydning, men når man gerne vil opfattes som et eksklusivt brand så har detaljerne altså betydning.
Nederst er Merino Running Sweatshirt lukket pænt af med et elastisk kantbånd som bagpå indvendig har siliconebelægning der forhindrer at trøjen glider op og udvendig er forsynet med reflekstryk.

Lommen på Ashmei Merino Running Sweatshirt passer bedst til småting som her en iPod Nano.
Lommen på Ashmei Merino Running Sweatshirt passer bedst til småting som her en iPod Nano.
Mediaport på indersiden af Ashmei Merino Running Sweatshirt.
Mediaport på indersiden af Ashmei Merino Running Sweatshirt.
En lille clips i nakken på Ashmei Merino Running Sweatshirt styrer ledningen til dine ørepropper.
En lille clips i nakken på Ashmei Merino Running Sweatshirt styrer ledningen til dine ørepropper.

Konklusion
En løbe- og hverdagstrøje med lækkert udseende og stærke funktionelle detaljer. Få småting trækker ned og forhindrer en topkarakter til Merino Running Sweatshirt fra Ashmei. Anbefales hvis du løber gennem vinteren, for her er den perfekt alene på en vindstille dag eller blot med en vindjakke over hvis det blæser.

Positivt
Lækker metervare med rigtig god strækbarhed isoleringsevne og svedtransport.
God pasform, naturligvis baseret på min kropsbygning.
Tætsiddende effektiv hætte.
Fine detaljer i forhold til musik og styring af hovedtelefonledning.

Negativt
Tæt (stram) ærmemanchet.
Detalje omkring lynlåsen på sidelommen.

Ashmei Merino Running Sweatshirt på sporet en kold vinterdag.
Ashmei Merino Running Sweatshirt på sporet en kold vinterdag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *